For nogle år siden gennemførte kommunen, hvad man kunne kalde en omvendt ekspropriation, da man pålagde beboerne at overtage ejerskabet af de tidligere kommunale veje, med hvad deraf følger af ansvar og bøvl og ikke mindst udgifter (læs: skjult ejendomsbeskatning).
Rundt omkring i det danske land ulmer det med protester mod denne fremgangsmåde, og det ville vel være en overvejelse værd, at forsøge at få kommunen til at genoverveje dette “tilbud man ikke kunne sige nej til”.
Indtil videre hænger vi på udgifterne til nye fortovsfliser, som kommunen åbenbart ikke følte sig forpligtet til at inkludere i dens generøse overdragelse, og vi hænger på udgifterne til fremtidig vedligeholdelse af asfaltbelægningen.
I den forbindelse håber jeg, at Beboerforeningens bestyrelse vil sikre, at der gennemføres en afleveringsforretning efter at området er blevet hærget af horder af lastbiler, gravemaskiner og meget andet tungt materiel.
Den “retablering” af vores nydelige og dyre asfaltbelægning, der er foretaget i overgangen mellem Østermarksvej og Løvsangervej er under al kritik, og de åbne og uensartede belægninger og kanter der er efterladt, vil helt sikkert fremskynde en hurtig erosion og nedslidning samt mulige frostsprængninger.
Som det er nu, er det os, der kommer til at betale for det i en nær fremtid, og kønt ser det jo heller ikke ud!
Det må være et absolut krav, at der etableres en ensartet, sammenhængende overflade, svarende til resten af vejen, og noget tilsvarende kan måske også være aktuelt på nogle af de andre veje, ligesom den voldsomt tunge trafik måske kan have forårsaget skjulte skader på belægningen i det hele taget.
Jeg håber bestyrelsen vil melde tilbage om dette.
Der er kommet en kommentar direkte til mig, men den kan åbenbart ikke ses på hjemmesiden, som jeg i parantes bemærket finder ret så bøvlet og uoverskuelig.
Min reaktion på kommentaren er – ja, undskyld mig – “Goddag mand økseskaft”.
Den har intet at gøre med mit indlæg.
Må jeg så også tilføje, at så længe ikke alle medlemmer er “med på” hjemmesiden/bloggen, så synes jeg ikke man kan nøjes med at orientere via den.